10 tips til at træne sproget imens I laver mad
Share
Af: Rasmus Fredslund Hansen - Pædagog
Når I laver mad sammen, er det ikke bare hyggeligt, det er samtidig med til at understøtte barnets sproglige udvikling. I denne artikel vil jeg give 10 tips til, hvordan du kan sætte endnu mere fut under sproget, imens I er i køkkenet.
Sproget udvikles, når det bruges
Forskeren Jerome Bruner fremhæver interaktion og engagement i dagligdags aktiviteter som en af de arenaer, hvor børn bedst tilegner sig nye sproglige færdigheder (1). Her er madlavning eller andre aktiviteter i køkkenet en oplagt mulighed. Ved at inddrage dit barn i madlavningen gør du det samtidig til et fælles projekt og en hyggestund i stedet for noget, der bare skal overstås. Og husk, du kan ikke gøre noget forkert, for sproget udvikles, når det bruges. Så i stedet for at se nedenstående tips som en facitliste, så se det som inspiration til de dage, hvor du har overskud til at tænke på det. Det vigtigste er, at I har det sjovt, og at I hygger jer med det, I er i gang med. Med de ord, så lad os kaste os ud i det:
1 – Sørg for, at der er ro og god stemning
Barnet lærer ikke noget, hvis du stresser over, om det nu er sikkert, det I er i gang med, om kartoffelstykkerne er for store, eller om maden er klar præcis klokken seks. Så tag det med ro, og sørg for at rydde så mange bekymringer af vejen som muligt, inden I går i gang.
Læs opskriften igennem på forhånd, find gerne ingredienserne frem, og dan dig et overblik over, hvad barnet kan hjælpe med, og hvad du selv skal lave. Er det vigtigt, at maden er klar på et bestemt tidspunkt, så gå i gang i god tid (gerne rigtigt god tid), eller gem aktiviteten til weekenden, hvor I sammen kan lave kager eller sandwich uden en bagkant.
Er du nervøs for, om barnet kan nå, eller står sikkert nok, så kan du eventuelt kigge på et læringstårn. Det er en skammel med sider, som sikrer barnet en god og sikker arbejdsplads, når I er i køkkenet. Da jeg skriver for Marsus, vil jeg naturligvis anbefale dig at kigge på læringstårn Giraffen først.
2 – Gentag i stedet for at rette
Hvis barnet udtaler ord forkert, kan det være fristende at sige: ”Det hedder det ikke, det hedder..”. Skal du til at gøre det, så prøv i stedet at gentage det barnet sagde, men hvor ordet udtales korrekt. På den måde undgår du, at barnet føler sig forkert eller til eksamen, og understøtter dets naturlige lyst til at lære. Det gælder uanset, om der er tale om en fejl i udtale, forkerte endelser eller andet.
Siger barnet: ”dej lød”, kan du svare: ”Ja, dejen er blød”. Du kan eventuelt lægge tryk på den korrekte udtale, i dette tilfælde B’et.
3- Brug øjnene
Vi lærer bedst, når begge personer er optaget. Så hold øjenkontakt med dit barn, når I taler sammen. Taler I om noget, så følg barnets blikretning, eller giv barnet mulighed for at følge din blikretning, så det har en idé om, hvad du kigger på. Med fælles opmærksomhed er det lettere at forstå, hvad der bliver sagt, hvis ordene er nye for barnet, eller måske er udtalt for kringlet til, at du kan forstå dem.
4 – Ha’ tur i den
En samtale består af flere turtagninger, altså at først siger du noget, så svarer den anden, du svarer igen, og sådan går det frem og tilbage. En fingerregel er, at du skal gå efter minimum 5 turtagninger, inden I går videre til næste emne. Det sikrer, at barnet er en aktiv deltager i samtalen, og det derved træner sproget. Vil du læse mere om turtagning, så læs eventuelt: Sådan styrker turtagning sproget
5 -Sæt ord på dine handlinger
Laver du mad med et mindre barn, der har masser at lære om sprog, kan du med fordel sætte ord på alle dine handlinger. På den måde præsenteres barnet for en hel masse ord og vil med tiden koble det til de givne ting og handlinger. Det kan f.eks. være: ”Nu tager jeg piskeriset, og pisker æggene, inden de kommer på panden, som står på komfuret”.
På den måde bliver barnet præsenteret for både en masse ord og over tid en masse gentagelser, som gør det lettere for det at forbinde de enkelte ord med de rigtige handlinger og ting.
6 – Stil spørgsmål
Ved at stille åbne spørgsmål, opmuntrer du til samtale og refleksion. Så når barnet ikke lige er fuldt optaget af at snitte, hakke eller andet, kan du starte en samtale med spørgsmål som: ”Hvad tror du, der sker, når vi blander kulør i sovsen?”, ”Hvordan føles dejen i dine hænder?” eller ”Hvad var svært ved at skrælle kartoflerne?”
Det er med til at få barnet til at reflektere over, hvad der sker, og indbyder til snak.
7 – Guide barnet med forholdsord og tillægsord
Det kan være fristende selv at gribe fat i de ting, du lige står og mangler, men prøv at vente et øjeblik og se, om barnet kan hjælpe dig med at finde det, du mangler. Det er en god mulighed for at træne forholdsord og tillægsord. Det kan være, du siger: ”Kan du give mig saltet, det står ved siden af peberet?”, barnet rækker ud efter noget andet, og du følger op med: ”Det er det i den store hvide firkantede pakke, foran skærebrættet”. Som du kan se, kommer du både omkring, hvor det står, hvordan det ser ud, og størrelsen på pakken. På den måde er verbal guidning med til at præsentere børnene for en hel masse ord, der beskriver form, farve, placeringer med mere.
8 - Brug sanserne
Når I laver mad sammen, er der rig mulighed for at sætte sanserne i spil. I kan snakke om, hvordan ting lugter, føles, smager eller måske endda lyder. Ud over at det understøtter barnets nysgerrighed og viden om fødevarerne, er det med til at udvide deres begrebsverden. Samtidig kan det bidrage til meget sjov under madlavningen. Hvordan smager citronsaft, hvad dufter kaffe af, eller hvordan lyder det, når man slår på en melon?
Har I god tid, kan I studse over, hvordan nogle ord kan have flere betydninger. Når en citron er sur, er det så det samme som, når far er sur? Og hvis det er det, hvordan smager en citron så, hvis den er glad? Og bliver den glad, hvis man kilder den? Og hvad vil det sige, når mælken er sur?
Det kan give nogle meget sjove samtaler at kaste sig ud i den slags snakke.
9 – Udvid samtalen
Når barnet er optaget af noget, kan du hjælpe det til at udvide dets ordforråd ved at udvide det, barnet siger. Hvis barnet f.eks. siger "dej blød", kan du svare "Ja, dejen er meget blød og klistret i dine hænder". Du kan eventuelt følge op med et udvidende spørgsmål: ”Hvad kender du ellers, der klistre?”
På den måde er du med til at udvide begrebet og de ord og emner, der knytter sig til det. Samtidig er det med til at skabe forbindelse til andre ting, der har de samme eller de modsatte egenskaber.
10 – Ha’ det sjovt
Som jeg startede med at skrive, er det vigtigste, at I har det sjovt sammen. Træning af sprog kommer i anden række, så husk, at det er helt okay at lege, grine og udforske, når I laver mad sammen. Vi lærer bedst, når vi har det sjovt sammen, og mon ikke også maden smager bedst, når den er tilberedt i højt humør.
Vil du vide mere om sprog?
Hvis du slet ikke kan få nok af sprog i børnehøjde, kan du læse mere på:
Sprogstimulering.dk
Sprog er en gave
Sprogogleg.dk
Tid til at købe et læringstårn?
Som sagt gør et læringstårn det nemt og sikkert at inddrage børnene i madlavningen og andre aktiviteter i køkkenet. Samtidig hjælper det børnene op i øjenhøjde, så det er nemmere at følge deres fokus, når I er i køkkenet. Vi har selv brugt læringstårnet Giraffen, siden vores ældste var ca. et år gammel, og bruger det stadig nu, hvor han er blevet fem.
I perioder har ungerne lyst til at være med til madlavningen næsten dagligt, og kravler lystigt op i vores læringstårn. Det giver en masse gode snakke, og de får samtidig trænet både motorik og smagssans, når maden forberedes.
Læringstårnet fra Marsus har de sidste år vundet flere priser som "bedste læringstårn" og "Bedst i test", hvor især sikkerhed, design og bæredygtighed fremhæves i begrundelserne. Vil du vide mere, så klik ind på: Giraffen - Læringstårn fra Marsus